Vi er blevet hjemme idag, Nia Luna og jeg. De andre er kørt til Lagos for at få styr på kommende bolig osv. Men ovenpå tre dage med fuld knald på fra morgen til sidst på dagen, og en smule forstyrret nattesøvn, skønnede jeg, at det ville gavne med en hjemmedag.
At have den mulighed at gå hjemme med sine to børn, er noget, jeg i den grad sætter pris på, nyder og holder af. Dog har det betydet, at tosomheden mellem Nia Luna og jeg, til tider kan være lidt mangelfuld. Så jeg nyder stunder som idag, hvor jeg har hende for mig selv – ligesom jeg nyder de små tidslommer af alenetid, der ind imellem opstår med Neo – og idag er måske i virkeligheden den første hele dag, vi har haft sammen alene?!
Idag har vi lavet en masse af alt det vigtigste (og en lille smule af de ting, der skal ordnes som fx at vaske op og vaske bleer). Da de andre kørte, indhentede vi den tabte nattesøvn og tog sammen en lur på 3timer. Ah… Herefter har vi bare ligget i solen; fyldt tiden ud med flyveture, grin og dans. Vi har sunget Bob Marley sange, haft bar numse (kun Nia Luna dog – der er trods alt naboer..) og mærket brisen på den solvarme hud, spist æbler og rissalat (kun mig..), og nydt lange, uafbrudte amninger. Vi har kigget hinanden dybt i øjnene og kigget på svajende palmer og blå himmel, snakket og pjattet. Og da trætheden meldte sig igen, kom Nia Luna i slyngen, jeg smuttede i løbeskoene og vi gik en rask tur ned til vandet. Inden, hun faldt i søvn, kiggede vi på de mange smukke blomster og grønne blade, lyttede nysgerrigt til fuglesang og nød solens varme på vore kroppe.
Da hun faldt i søvn med øret imod mit hjerte, lod jeg mig fylde op af glæde, kærlighed, taknemmelighed og ydmyghed over dette smukke liv og over at være så velsignet at have mine to dejlige børn og en fantastisk mand – min lille familie, der giver en tryghed og troen på, at ønsker jeg noget, skal jeg blot sprede vingerne ud som skarven over mit hoved og lade vinden bære mig, for de er der til at gribe mig, hvis jeg skulle falde.
En ting, vi i vores liv, vægter utrolig højt er foranderligheden og eventyrerne; men hvor meget jeg end elsker denne kontinuerlige udvikling og når der er fart på, skal der være balance i tingene, og idag har været helt perfekt i langsommelighedens, fordybelsens og nærværets tegn, og det var lige det, jeg (og med garanti også Nia Luna) havde brug for.
(Har ingen billeder af dagen, da mobilen/kameraet har været lagt langt væk idag, så billederne er fra her til aften, da Nia Luna blev puttet…)