top of page

Verdens bedste nabo!


Naboer - én ting, der kan få tæerne til at krumme, mennesker op i det røde felt eller som det gjorde sig gældende for os, før vi fik hus, være som et fjernt land, man ikke kender til. Underligt er det, at man, når man bor i lejlighed, som vi gjorde før kolo, campinglivet og hus, er som fremmede overfor de mennesker, der lever klods op og ned af én. Man er hinanden så nær, at man kan høre sine naboer trække op i toilettet, følge med i deres morgenrutiner med klirrende tallerkener og glas i køkkenskabene og måske endda se ind af deres ruder, som det gjorde sig gældende for os, da vi boede overfor en kvinde, der i stor stil yndede at være nøgen med kun nedrullede gardiner til ca hoftehøjde! Måske er det netop den klaustrofobiske følelse og behovet for anonymitet i en verden, hvor folk kan følge med i alt, hvad man foretager sig, der gør, at man kun er sig selv nærmest i lejlighedskomplekser?! Ikke, at jeg påstår, at det gør sig gældende generelt - dette er blot mine erfaringer!

Da vi flyttede fra lejligheden til kolonihavehuset i sin tid, ændrede forholdet til naboerne sig automatisk i takt med bevægelsesfriheden, de åbne vider og at der var højere til loftet og mulighed for at trække vejret. Men begrebet har taget helt nye højder nu vi er flyttet i hus.

I august sidste år købte vi huset som vi elsker og føler er det helt rigtige for os. Sammen med huset, den dejlige have og smukke udsigt over markerne fik vi en ekstra god bonus - verdens bedste nabo, intet mindre! I det foregående år er der ikke grænser for, hvor mange gange, at han har redet os, hjulpet og forkælet os. Listen er lang og omfangsrig.. Han har redet os fra skorstensbrand, da han, mens vi uvidende var på biblioteket med vores læseglade søn, så meter høje flammer op af vores skorsten og tilkaldte brandvæsenet; nedsmeltning af vores el; kommet vores hus til undsætning med en sabel i den ene hånd og en hund i den anden, da han midt om natten så tyveknægte i aktion på vores grund. Vi er kommet hjem til en klippet hæk, opryddet haveaffald og nedfældede brændenælder. Han har helt uopforderet hentet paller til os, da han hørte om vores projekt i haveskuret og soveværelset; skaffet os rabat i XL byg ved at køre med ned og handle; købt diverse haveredskaber og maskiner på loppemarkeder, som han vidste vi manglede. Han har givet os rabarber til nedgravning og en stor hjemmebygget plantekasse, som vi desværre ikke fik taget i brug som planlagt denne sommer grundet min hårde graviditet. Lamper er der blevet sat op på husets yderside. Trailer står til fri afbenyttelse. Ja, sågar kan vi køre med i hans taxa, hvis det lige passer ind i programmet. Vi har en trofast hønse- og huspasser, når vi rejser, og ja... listen stopper ikke her. Som om, at alt det ovenstående ikke var nok, har han en stor nyttehave, som står til fri afbenyttelse for os, så vi nu er "selvforsynende" med diverse grønne lækkerier. Billedet er ét af de smukke græskar, som vi netop nu skal til at spise i form af en lækker pastaret, kreeret af min dejlige kæreste.

Der er ingen tvivl om, at vores nabo er en engel sent til os - os to grønskollinger i husejer-livet, der til tider ser os selv mere som børn med børn end som voksne erfarende individer med børn - og skulle vi nogensinde få lysten til at flytte herfra, så tager vi ham med os. Basta!

bottom of page