Bag de nedrullede gardiner, lyder efterårets sang – en symfoni sammensat af melankoli og vindens leg i de rødlige, gullige og orange blade, der med stor optimisme vedholdende strammer deres greb i de snart nøgne grene.
En sagte smasken lyder fra vores søn, der er puttet i uldundertøj og dyne. Fra fletvuggen i stuen hører jeg den karakteristiske knirken, der kendetegner vores datter, når hun er i sin opvågnings fase. Kinderne er på dem begge runde og røde efter den kølige brises kærtegn.
På de knudrede træer hænger æbler store, saftige og plukkeklar. Nogle af dem så tunge, at de må give efter for deres vægt og lade sig falde ned i det høje dybgrønne græs, til stor fryd for plænens småbeboere.
Vasketøjet blafrer fra tørrestativet, så klemmerne må gøre deres ypperste for at holde det fast til snoren.
Himlen er på denne årstid isblå smykket med transparente hvide skyer som et penselstrøg. Den har lovning om kulde og vinter gemt i sig. I stuen hænger fortsat den søde duft af nybagte boller, og puster til mindet om en hyggelig stund rundt om spisebordet, med marmelade op til ørerne og i ørerne. Flammerne, der grådigt slikker op af kævlerne i kaminens åbning har samme farvepalet som solens stråler, når de danser sig vej ned til vindbidte næser igennem de smukke efterårs blade. Jeg trækker dynen længere op og putter mig ind til min kærestes varme krop, indsnuser de krydrede toner fra min dampende te og lader mig forføre af vindens efterårssang. Tak for endnu en smuk dag!