"Alene" hjemme. Far er kørt på arbejde. Barslen er slut, og forude venter to døgn uden min bedre halvdel i selskab med vores to dejlige unger.
Idag er en dag, som jeg længe - ja, faktisk siden midten af graviditeten - har været utrolig spændt på. Én ting har været at være hjemmegående med vores søn, der nu er 3½år - al tid har været til ham og hans behov, jeg kunne sove, når han sov, havde begge arme til rådighed.. - én helt anden ting er, at skulle være hjemmegående med ham samt hans lillesøster, der i skrivende stund er 17 dage gammel. En tanke, der i sandhed kan få sveden til at springe frem på panden... Men; så mange andre har gjort det før mig- og med langt flere børn - så det må jeg simpelthen også kunne, har jeg hele tiden tænkt.
Og hvordan er denne, min første dag som hjemmegående med to børn, så gået?! Dagen har primært været præget af hygge, glæde og kærlighed, og det er med stort gåpåmod (og præget af en smule træthed..), at jeg nu betragter mine skønne unger (der godt nok både var overgearede og umulige her til puttetid, og sov ALT for sent) ved min side. Jeg havde set aftenen anderledes - set mig selv sidde og skrive i ro og mag, nyvasket med en skål varm æble crumble og gå tidligt i seng - men nu, hvor klokken er over ti, har jeg først lige fået armene fri, når hverken at smide kagen i ovnen, mig selv i bad eller at hoppe under dynen tidligt, men ser til gengæld tilbage på en dag fuld af gode stunder...
Vi har samlet æbler i haven, spist lun æbletærte med kold creme fraice, lagt et utal af puslespil, gynget så det kildede så meget i maven, at man måtte grine højt op imod den isblå himmel, gået tur henover marken og mærket efteråret i kinderne, kysset, krammet og læst bøger, og da luften gik af ballonen midt på dagen, sov vi en lur i ske på sofaen og hyggede med dyner, riskiks og Peter Pedal inden, at vi nu alle falder trætte sammen i en stor bunke, savner farmand og krydser fingre for en rolig nat.
Godnat!