De fleste af os er nok enige om, at tid er noget mystisk noget - uendeligt uhåndgribeligt og uden fast form løber den gennem hænderne på os som sandkornene i et timeglas. Selvom tiden er abstrakt, prøver vi, efter bedste evne, at strukturere den og dele den op i et forsøg på at forstå og styre den. Men hvordan skulle vi dog kunne det? Den ligger uden for vores fatteevne, men er en umådelig gave - tiden - og kan betragtes med mange forskellige øjne, fra forskellige indgangsvinkler og med mange forskellige historier i bagagen. Lige nu, mens vi skriver dette, ligger vi for anker på tidens endeløse ocean og mens vore tanker nedfældes, ser vi øjeblik efter øjeblik passere forbi os, som bølger, der med hvide skummende toppe, blidt og uforstyrret, ruller ind over strandens sand med en rislende lyd i kølvandet. Båden, vi sidder i, vugger blidt i efterdønningerne og efterlader os med en salig fornemmelse af, at tiden er på vores side - en illusion, ja, men hvilken luksus. De sidste par år har vi haft tid fordi vi har taget den; krævet den som var den vores medfødte ret. Dette har været et meget bevidst valg og sikke en befrielse, det har været. Som at vågne op til en solskinsdag med duften af havet i næseborene, kaffe på kanden og børnelatter ringende i ørene. Tid er bedst i selskab med dem, man elsker og fastholdes bedst i minderne, som deles med andre. De øjeblikke, som driver forbi som skyer på himlen, varer dog ikke ved, men indgår som små fragmenter i vores livsforløb og skaber, i sidste ende, et personligt og nuanceret billede af mennesket bag øjnene, der betragter. Med tiden vil vi blive tvunget til at træde ud af os selv og kigge dybt ind bag disse øjne, som nok, i de flestes tilfælde, har været brugt mest flittigt til at kigge ud. Her er det, at man ønsker for sig selv og alle andre, at man er tilfreds med det, man ser og at man har brugt den tid, der var til rådighed på bedst mulig måde.
Alle knytter vi os til disse små fragmenter af tid. Vi er personligt uendeligt privilegerede, at vi overhovedet har kunne tillade os at stoppe op og stille spørgsmål til den tid, som konstant vandrede i skyggerne og smuttede fra os hver gang, vi forsøgte at få den til at give sig til kende. Og vi spørger os selv; danser livet til rytmen af terningers tilfældige udfald eller vælter dominobrikkerne i et forudbestemt mønster?!
Nogle ting synes at være bestemt af en række begivenheder, der ser ud til at være kædet sammen og på mystisk vis udfoldes livets små mirakler på den fineste facon. Som perler på en snor. Måske er det muligt, at man, når man ser tilbage på episoderne i sit liv, ser en sammenhæng og en større mening med tingene. At man ser, hvordan vejen har været brolagt med tegn, der alle, hvis man fulgte dem, ledte én i den rigtige retning.
I vores liv synes det, at brikkerne igennem de sidste år er blevet lagt, så de nu fører os hen imod en mulighed for at udleve en livslang drøm og måske endda være så heldige få succes med den.
Da vi startede op med vores projekt mad-vogn og totalrenoverede den lille retro campingvogn, havde vi på ingen måde troet, at det ville blive en så stor udfordring at få projektet op at stå og gå. Kun én kommune gav os muligheden for at afprøve vores idé - og det endda med troen på, at vores første spæde skridt ikke skulle begrænses; vi havde frie tøjler og fik en enorm opbakning. Denne kommune var Ærø Kommune.
Vi pakkede vores habengut sammen, flyttede i campingvogn på Marstal Camping og knoklede os igennem sommeren med store smil, gåpåmod og fantastiske minder, som vi nu varmer os på. Sikke nogle dejlige mennesker, vi mødte!
Herfra skete det hele enormt hurtigt....
Havde én anden kommune, på fastlandet, givet grønt lys for, at vi kunne sælge vores sunde vegetariske take away fra gaden, havde vi aldrig valgt at tage til Ærø af den simple grund, at vi så besværligheder i at flytte dertil, færgeafgange, intet netværk osv. Var vi ikke taget til Ærø, havde vi aldrig været i kontakt med Jytte, som står for øens lånehus. Havde vi ikke mødt hende, havde hun aldrig haft kendskab til vores lille familie, og havde derfor aldrig kunnet fortælle om os, da Nordisk Film kontaktede hende for at finde familier til en programserie, som skulle handle om fire forskellige familier og deres drømme. Havde hun ikke tænkt på os, havde vi ikke haft en kameramand (som endte med at blive en ven og et meget positivt bekendtskab) til at følge os i det sidste år, og havde derfor ikke haft samme muligheder for at realisere vores livslange drøm på den måde, som vi har nu.
Vi får nu mulighed for at sætte ansigt på et ellers ansigtsløst projekt som vi arbejder på at få færdigt i forbindelse med, at vores liv bliver kastet ud i æteren. Vi har gennem længere tid skrevet på en bog, som lige nu er til korrekturlæsning og som vi derefter skal have udgivet. En bog, der bedst kan beskrives som en filosofisk voksen fortælling med fokus på kærlighed, taknemmelighed og glæde, men også om livets skyggesider og hvad der potentielt ligger til baggrund for disse. En bog, der gerne skulle give stof til eftertanke og efterlade læseren med et lille frø plantet i hjertet - et frø, som måske vil skabe rødder, der forgrener sig til sider af os selv, som i lang tid har samlet støv på de øverste hylder i vores mentale kartotek. Vi ønsker at minde om barndommens lune regnvejrsdage eller dens dejlige naive tiltro til det bedste i os alle. Kærlighed er det lim, som binder os sammen og giver os mening. Den giver håb i selv de mørkeste timer og bringer altid løftet om bedre tider med sig som solens stråler en forårsdag efter en lang og kold vinter.
Om kun 14 dage starter “Jagten på det gode liv” på DR. Programserien består af seks programmer, hvoraf vi er med i de fire. Her åbner vi en låge på klem, så Danmark får mulighed for at få et indblik i vores liv og tanker. Vi er, som før nævnt, blevet fulgt i et år, og selvom vores liv selvfølgelig er mere nuanceret end, hvad de få minutters sendetid kan portrættere, så synes vi, at det samlede billede viser meget godt, hvad vi vægter som vigtige værdier i vores liv. Vi har, som familie, valgt hinanden til - vi lever vores personlige samt professionelle liv sammen, sætter kærlighed, nærvær, oplevelser og dét at indfri vores drømme i højsædet, og føler os lykkelige bl.a. pga. nogle af de fravalg, vi har gjort i vores liv. Fravalg primært af materiel karakter. Disse fravalg har givet os langt mere end vi nogensinde havde turde drømme om; nemlig tid!
At give afkald, har i virkeligheden gjort os rige.