top of page

Dyrt at få barn?


Jeg synes ofte, at man hører, at det er så forfærdeligt dyrt at få barn. Alt det udstyr, der skal købes ind - barnevogn, seng, tøj, mad osv osv. Da Vi fik vores søn, for nu godt 3½år siden, blev vi ofte mødt med denne kommentar.

I praksis viste det sig dog at være en helt anden virkelighed, vi mødte. Vi oplevede, på ingen måde, at det at få et barn, ruinerede os. Alt blev købt brugt!

Jeg tror, at det, i sandhed, kan tælles på to hænder, hvad vi har købt fra nyt igennem de sidste år. Vores søns, udmærkede og velfungerende (især, når vi tog os sammen til at smøre den..), barnevogn, blev betalt med 12 æg fra min mors og hendes mands fritgående høns (den foregående ejer følte ikke, at hun kunne tage imod penge for den, men efter 3½ år, flittigt brug på landeveje såvel som udfordrende terræn, fejler den fortsat ikke andet end, at der er kommet fugt i den, hvorfor den nu må lade livet)

Store sække med lækkert tøj i alle størrelser, blev købt ind i Mødrehjælpen og andre genbrugsbutikker - tøjet fejlede intet, og ved at købe brugt (og derved godt vasket), undgik vi, at en masse skadelige kemi kom i forbindelse med vores nyfødte søns sarte hud. Alt fra puslepude til seng, dyner, autostol, legetøj og sengetøj, fandt vi ligeledes brugt igennem gul og gratis eller på loppemarkeder. Jeg lånte mig til graviditetstøj, vikle og ammepude, og kun sko og bleer, blev købt ind fra ny. Da vores dreng kom i den alder, hvor han skulle have fast føde, lavede vi alt fra bunden - grøntsags- og frugtmos samt grød. Mange penge blev her sparet og jeg vidste nøjagtig, hvad der kom indebors i min søn. Ingen e-numre, ingen skadelig kemi - kun økologiske, uforarbejdet og friske produkter. Han er nu 3½ år gammel, og går, den dag idag, stadig primært i genbrugstøj - for ikke at nævne super lækkert arvetøj fra venner, bekendte og familie. Bedsteforældrene forkæler ham dog ind imellem med et stykke nyt tøj fra føtex, bilka eller et andet billigt sted.

Maven vokser og en lille ny er på vej. Jeg er her rigtig glad for at have gemt vores søns aflagte tøj, legetøj og babygrej. Herudover er jeg gået igang med den helt store tøjsortering. Vi har fået kassevis af super lækkert arvetøj fra forskellige søde og gavmilde venner og bekendte. Jeg tror, at der er tøj til vores lille ny kommer op i 2 års alderen, hvis ikke længere..

Barnevognen har, som sagt, måttet lade livet, men min far, som er en genbrugs-haj uden sammenligning, har allerede fundet en rigtig fin vogn i en genbrugsbutik, som vi har måttet slippe sølle 200kr for. Ligeledes har vi netop modtaget en stor kasse stofbleer med posten, som skulle kunne bruges til hele bleperioden - for dette har vi måttet slippe under 1000kr. Lige netop dette projekt, er jeg ret spændt på at få skudt igang.

Kan jeg følge med med vaskeriet?

Er det besværligt? Ulækkert?

Det er, hvertfald, forsøget værd, når man tænker på den gavnlige effekt for miljøet og pengepungen, og den eneste grund til, at vi ikke gjorde brug af det, da vores søn blev født, var vaskemulighederne (vask i kælderen, ingen muligheder for at tørre tøj samt senere vaskeri 5 km fra vores hjem uden bil).

Der er nærmest gået sport i at se, hvor billigt det er muligt at købe ordenlige og brugbare ting samt at tænke mere over, hvad har vi egentlig reelt set brug for?! Og for mig, er det yderst tilfredsstillende og dejligt at vide, at de sparede penge nu kan gå til sjovere og mere vigtige ting som oplevelser, rejser og minder end til materielle pyntegenstande, tøj og babygrej.

Når vi engang skal herfra, er minderne, trods alt, det eneste, man har at varme sig på!

bottom of page