top of page

Selvforsynende...

At være selvforsynende, er for mig det der ville være det absolut optimale i en hverdag, hvor det er en jungle at overskue sundhedsværdien i de fødevarer, som er at finde i supermarkederne. Økologi fra Spanien (betyder bl.a. lang transporttid og måske er deres miljømærkning ikke så strikte som dem, vi har i Danmark) vs. konventionelt fra Danmark (minimal transporttid, men hvad med sprøjtegifte osv...?!). At være selvforsynende, er for mig det absolut optimale, da jeg herved vil være medbestemmende til, hvad jeg putter i min og min families munde sammen med den store tilfredsstillelse, der er ved at have fingrene i den jord vor mad kommer fra og se den udvikle sig. Dog ser jeg det som være tæt på utopi, med den livsstil vi fører os med lange rejser henover året osv.

Hvordan skal vi passe en stor have fuld af grøntsager og frugter?

Følge og passe efter årstiderne osv.?!

Alligevel har vi besluttet at forsøge os på diverse punkter. Da mig og min families kost er vegetarisk - grænsende til vegansk - er vi ude over at skulle tænke i dyrevelfærd osv., hvad kød og dyreprodukter angår. Det er i sig selv en kæmpe befrielse. Det sker dog stadig, at vi en sjældent gang imellem køber en ost eller en pakke smør, men kød og mælk er vi gået helt væk fra. Det er nu fire år siden, at min kæreste og jeg købte den sidste pakke kød sammen. I lang tid var jeg høfligheds-kødspiser, når det blev serveret for mig. Nu er min krop heldigvis stærkere end mit hoved og siger klart fra, hvis jeg indtager kød, så nu er det et helt overstået kapitel for mig - hvilket jeg er taknemmelig for. Hvad angår mælkeprodukter findes der nu så mange gode alternativer som fx plantemælk (ris, havre, mandel osv.), og efter at have droppet komælk, ser jeg en tydelig ændring i fx min huds sundhed. I vores glaskanarp spirer lige nu forskellige krydderurter, som min søn og jeg sammen har plantet og passer. De skal ud i haven at stå, når de er lidt større og vejret lidt lunere. Her er vi ligeledes ved at bygge plantekasser, som efter planen skal bugne af lækkerier gennem sommeren og sensommeren. Allerede nu, titter lækre rabarber, ramsløg og brændenælde op af jorden, og knopperne på æble- og blommetræerne er tykke og på nippet til at springe ud. Høns i haven.

Med i købet af vores lille idylliske "bondehus" var et fuldstændigt intakt og brugbart hønsehus og -gård. På vores søns tre års fødselsdag, flyttede fire søde høns ind.

De bliver nu passet og plejet med økologiske madrester fra køkkenet, græs og snegle de selv finder i plænen, nus og snak fra hele familien. Til gengæld kvitterer de med en masse hyggeligt selskab, når vi render i haven........

......og de lækreste friske æg med orangegule blommer.

At spise æg fra disse livsglade damer, føles på ingen måde som en forkert ting. Før de kom hertil (og resten af deres liv, hvis ikke vi havde fået dem) havde de aldrig set sollyset eller smagt på det friske græs. De render os i hælene - småsnakkende og er ikke blege for at blive aet over ryggen. Æggene lægger de naturligt og hvis ikke vi spiser dem, er de blot et spildprodukt, da de jo ikke er befrugtet, når vi ingen hane har.

På denne måde, smager æg nu fantastisk :)

bottom of page