top of page

Crashing The Crane

DSC_0382_edited.JPG

Book minimum to overnatninger og oplev The Crane Beach Hotel for 15.000kr pr. overnatning (på tilbud!) eller gør som os... Med vinduet rullet ned, de sødeste smil på læberne og en glad vinken, triller vi forbi vagten - vagten, som ikke har en jordisk chance for at holde styr på de mange indlogerede gæster - og er derved trådt ind i en verden for sig. The Crane Beach Hotel er et kæmpe kompleks bestående af private lejligheder, som lejes ud til folk med tunge pengepunge. Er du først trådt ind i komplekset, er der ingen grund til at forlade det igen før turen atter går til lufthavnen (det skulle da lige være for at opleve det "rigtige" Barbados!) - hvilket det siges, at mange, skræmmende nok, ikke gør - her er alt, hvad feriehjertet måtte begære; stjernesmuk natur, restauranter, barer med live entertainment om aftenen, cafeer, butikker, bagerier og et strejf af Bajan kultur, udstillet i diverse gallerier, smykkebutikker og souvenirshops. "Byen" oser af luksus, glamour og har, for mig, meget lidt at gøre med dét Barbados, som jeg holder så kært. Når dét er sagt, så har vi sjældent følt, at vi er mere på ferie end, når vi er en del af denne verden - liggestole forret med tykke bløde madrasser, hvorfra man har udsigt over de mange pools, som er forbundet via vandfald; spabad placeret i et søjlearrangement, der er som taget ud af det gamle Grækenland, med den smukkeste kystlinje til skue, som jeg i mit liv endnu har set; konditorkager, som kun hører hjemme i slikmundes drømme; og lejligheder med private pools, af en luksus sjældent set, med udsigt over det svimlende smukke Caribiske hav. Søndagen blev, endnu engang, brugt i disse spektakulære omgivelser med at svømme/lege i de lækre pools, slænge sig i liggestolene, nyde udsigten, spotte havskildpadder fra klipperne og nyde selskabet, gode samtaler og timer sammen med vores venner - alt sammen uden at punge ud til mere end kaffe til vores medbragte kager (og til et par overdådige, men ikke dyre, konditorkager i en take away boks som eneste synlige bevis på, at dagen blev brugt blandt overklassen) . Link til The Crane: http://www.thecrane.com/

bottom of page