JUBIIII… Nu er det lørdag igen. Dagen som vi hele ugen ser frem til. Ikke, at vi ikke nyder ugens andre dage – andet er ikke muligt! Men lørdag er blevet ugens yndlingsdag. Efter vores faste morgendukkert, går vi med forventningens glæde tegnet som et smil om læberne, ned imod vores stamsted. Her nyder vi ofte en kaffe eller deler en kande te og en god snak, når lillemanden snupper sin lur, til den smukkeste udsigt over kysten, hvor vandet er et farvespil af alverdens tænkelige blå nuancer.
Lørdagen skiller sig dog ud ved, at de lokale bønder og kunstnere pryder pladsen med små boder, hvorfra de sælger deres herligheder. Man kan få alt fra bananer og papaya, friskpressede sundheds eliksirer og nybagte kokosbrød, til batikkjoler, strikkede hovedbeklædninger, smykker og pudebetræk. Udvalget skifter fra gang til gang, men mange af ansigterne på stedet er efterhånden bekendte for os, hvorfor det er en dag fyldt med smil og hyggelig småsludren.
Cafeén har, om lørdagen, åbnet op til et udendørsområde bagtil. Her går snakken blandt lokale, tilflyttere og turister lystigt og luften emmer af hjemmebag, friskbrygget kaffe og hygge. Børn løber ivrigt imellem den tilstødende legeplads (som i dag havde besøg af selveste Julemanden, som gavmildt gav gaver til børnene) og forældrene ved kaffekrogen. Det er en dag, og et sted, ikke mindst, med plads til store som små.
For et par kulturglade, entusiastiske cafégængerer, som os, og en lille legesyg dreng, er farmers marked på stamstedet den rene fest, som gør, at vi nu her lørdag aften allerede glæder os enormt til næste uge.