Med fyldte indkøbsposer fra grøntmarkedet, friskpresset juice af eksotiske frugter på plastflasker, købt fra kølebokse ved vejkanten og sønnike i bæresele på maven, slentrer vi langs lystbådehavnen imod busstationen i Bridgetown. På bådenes blanke sider, danser solskinnet, reflekteret af vandet, i uregerlige mønstre. Langs promenaden sidder turister ved små skrøbelige caféborde, slubrer kaffe og snakker. Lokale mænd opfrisker katamaraner med en pensel i den ene hånd og en kold øl i den anden – uden at have mere travlt end, at der er overskud til et venligt smil eller bemærkning, når vi passerer.
Som vi nærmer os busstationen, ændrer miljøet sig fra at være et mix af lokale og turister til nu at være stærkt præget af lokalbefolkningen. Fra en by mere civiliseret, til boder med bliktage og kulørte skurer. Jakkesættene og det velplejede hår, er nu erstattet af Bob Marley t-shirts og rastahår i alle tænkelige frisurer. Deres hår er en hel kultur i sig selv. På de svajende hoveder i bybilledet, ser man et væld af fletninger, dreadlocks, snore, hatte og huer. Med stor beundring studerer jeg de prægtige ”hovedgevækster”, som manges hår synes at udgøre imens, at jeg bevæger mig igennem menneskemængden. ”Gevækster”, fordi håret ofte er så stort, at skal de for eksempel have en cykel- eller arbejdshjelm på, sidder hjelmen udelukkende på håret og ikke hovedet, hvilket jeg finder ret komisk.
Kort før busstationen, går vi forbi et lille farverigt skur, der udgør vores ven, Lucifers butik. Han sidder i solen på gelænderet ud til floden og møder os med et bredt, varmt smil. Med en venlig bemærkning stikker han knoerne frem til en lokal hilsen og bliver først mødt af sønnens lille knyttede hånd og derefter vores på skift. Efter en kort snak og et ”bye bye” fra lillemanden (han er snart flydende i engelsk), bevæger vi os videre imod busstationen, som nærmere er en stor parkeringsplads bestående af et mylder af små hvide, varevognlignende busser blandet med større gule.
Et råb, i stærk bajan-accent, inviterer os til at hoppe ombord på én af de små, som kører sydpå. Vi træder ind i bussen, finder os et sæde og lader os omslutte af den stemning, der nu præger netop denne bus. Ligesom bajan-hår er en kultur for sig selv, er busserne det også. Udenpå er de ens – temmelig ordinære – men indeni hersker en verden for sig selv, kreeret af chaufføren bag rattet. Det er altid til stor fornøjelse for vores søn at køre bus, da stemningen er god og afslappet. Bussen, der tog os hjem i dag, skilte sig lidt ud fra, hvad vi tidligere har mødt. I loftet, lige bag førersædet, sad en bærbar computer klistret fast med skærmen fikseret ved hjælp af toiletpapir. Ved afgang smækkede chaufføren, hvis store flettede hår var gemt væk under et tørklæde, en koncert cd med Bob Marley på. Imens bussen kørte gennem de snoede gader langs det smukke hav, sang Bob fredsfyldte ord ud til bussens passagerer. Sønnike var som tryllebundet.
Inden vi ser os om, er en lille hvid rasta-fyr, der slynger om sig med bajan fraser og håndtegn, skabt.
Måske endda med dreads i det lange nakkegarn.