For mange folk, som vi har snakket med, lyder det fuldstændig surrealistisk, at det er muligt at rejse i godt fem måneder uden særligt mål og med. Nogle har spurgt direkte ind til, hvad vi så skal, når nu vi ikke skal arbejde eller andet. Andre forstår ikke, at vi kan tage af sted så længe som familie – kan i godt holde det ud?! De ville kede sig, er deres svar.
Ét italiensk livsnyder fænomen lyder således: ”Dolche far niente” (”Kunsten at lave ingenting”), og dét er netop, hvad vi mestrer i stor stil på denne rejse.
Efter godt tre uger på denne caribiske ø, er tempoet kørt helt i bund, og der eksisterer ikke skyggen af stress.
Hængekøjen bliver flittigt brugt, det samme gør de blå bølger, måltiderne bliver trukket ud og en lille eftermiddagslur bliver ofte hilst varmt velkommen. Der bliver læst bunker af bøger, skrevet energisk på romaner og ført dybe samtaler. På gåben slentrer vi kilometer efter kilometer væk. Vi træner, løber, dyrker yoga. At iagttage en solnedgangs farvespil over himlen, skyerne, havet og landskabet, hører til én af vores ypperste hobbier. At lytte til bølgeskvulp og –brus, er som sød musik for øregangene. At give sig selv lov at mærke sandets kærtegn på fodtøjs trætte fødder, er som den blideste massering – det samme er havets strøg på kroppen; som silkeblød massage. Den ene dag tager den anden, og kun afløst af en udflugt, handletur eller andet, er ovenstående, hvad tiden bliver brugt på uden, at vi mærker kedsomhedens kolde hånd strejfe os det mindste.
Vi er i noget af det selskab, som vi holder allermest af. Endelig med tid til hinanden og de ting, som vi påskønner allermest at udfylde vores tid med.
Udfordringen ved at leve efter det italienske ordsprog er blot, at få lov at fordybe os i det sammen – det er ikke altid lige nemt med en livsglad og viljestærk krudtugle af en søn, der ind imellem syntes, at dasordnen er sat en smule forkert efter hans behov, og glædeligt giver udtryk herfor. Eller som, gang på gang, stikker af for at rende på visit ved de andre beboer i bygningen eller for at følge med stedets hunde på eventyr, så vi må smide, hvad vi har i hænderne for at finde ham og hente ham hjem igen. Heldigvis er der også tid til fordybelse i hans verden, så hans nysgerrighed på livet og hans små finurlige ideer, bliver et privilegie at være en del af. At have revet knapt et halvt år ud af kalenderen, har vi netop gjort for at skabe og dele oplevelser sammen. Her er tiden med os, og jeg er sikker på, at der nok skal være plads til at nyde det hele – vores søns nysgerrighed såvel som de smukke solnedgange og sandkorn.