Hvordan kan det kun være tre uger siden, at vi sov sidste nat i kolo?! Og samtidig, hvordan kan der allerede være gået knap tre uger på Barbados?!
Den sidste uge er smuldret, som sand imellem fingrene, for os - hvor tiden er blevet af, har jeg intet begreb om. Imens dagene er blevet ædt op af sygdom, har tiden tikket ubønhørligt afsted. Sidste lørdag, hvor vi sad og drak Frappuccino, købte eksotisk frugt og håndlavede smykker på det lokale marked, kunne ligeså vel være gårsdagens begivenheder. Ligesom dagens udflugt til den lokale fisker flække, Oistins kunne være hændt for flere dage siden.
Trods sygdommens jerngreb i vores kroppe, valgte vi efter morgenmaden at tage bussen ud til denne flække, hvor der netop i skrivende stund udfolder sig ugens store begivenhed, Fish Fry. Der var allerede så småt tændt op under stemningen. Mellem de mange små farvede træskure, der i aften slår dørene op og udgør restauranter, hvor alt godt fra havet tilberedes, grilles og fritteres for derefter at blive nydt på bordebænkesæt ude foran, sad folk med en Carib (lokal øl) og snakkede lystigt, iagttog livet eller var ved at gøre klar til aftenens strabadser. Stemningen var lokal, lun, løssluppen og lokkende, men energien hos os på et så lavt niveau, at vi må have denne aften til gode. Opleves skal det.
Dagen blev altså ikke rundet af med fest, men dog stadig med farver. På stranden, hvor en begyndende solnedgang smykkede skyer og himmel med smukke strøg, sad vi i vandkanten og legede med vores søn, da en ældre canadisk mand, som vi har stiftet bekendtskab med, kom forbi. Ved synet af os, sagde han, at han ikke kunne begribe, at han havde en nu voksen søn. At han ikke kunne begribe, hvor tiden dog var blevet af. Solnedgangen var tiltagende. Vi stod og betragtede den sammen, da han, lettere vemodigt, tilføjede, at livet er kort og at man derfor skal nyde det. Mens solen forsvandt ned bag havet, lod jeg hans ord rodfæste sig i min bevidsthed. Tiden er en abstrakt ting, og livet kun til låns. Hver dag, man slår øjnene op, bør man være taknemmelig. Fremover, når jeg slår øjnene op og byder en ny dag velkommen, vil jeg genkalde mig disse ord. Jeg vil bestræbe mig på at dyrke taknemmeligheden overfor livet og gøre dette til mit faste morgenritual.