top of page

Ramt af troperne

Troperne har fået krammet på os - her på Barbados mere end nogensinde.

Det er ikke bare de snehvide sandstrande, de smukke ocean, der changerer imellem alverdens blå farver, de enormt søde og hjælpsomme mennesker, som vi møder, den frodige og farverige fauna og glæden ved at købe vores mad på markedet. Det er ikke blot rytmerne, farverne, den afslappede mentalitet blandt lokale. Frugten, der hænger moden og plukkeklar fra træer og buske, som aberne lystigt gnasker i sig mens kolibrier summer om deres hoveder. Det er ikke bare det, at vi hver dag kan hoppe i bølgen den blå og gå med bare tæer i sandet. At vi kan søge skygge for middagsheden i hængekøjen på terrassen og fylde dagen med snak, langtrukne måltider og hygge. Nej, nu er det også et helt nyt og hidtil ukendt aspekt, der har suget sig fast - en sag af en noget anden kaliber og som er mindre glædelig - nemlig en tropesygdom. Inden nogle bliver alt for nervøse, må jeg hellere skynde mig at få nævnt, at jeg er okay og at sygdommen ikke er af speciel farlig karakter. Den hedder Chikungunya, overføres via myg og er åbenbart i udbrud på Barbados lige nu (stod der ikke noget om, da vi tjekkede Statens Serum Institut før vi rejste, skal det lige nævnes). Sygdommen ramte mig i dag, hvorfor jeg desværre ikke har nydt noget af ovenstående, men derimod brugt en masse tid i min seng. Jeg er, som nævnt, ikke alvorlig syg, men døjer med mild feber, hovedpine, en krop, der ligner en rødspættes, led der smerter og hænder og fødder, der føles som var de kvast af noget tungt. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig, der varter op med Panodil, hjemmebagt pizza og godt humør. Nu er det bare at være tålmodig og lade tiden læge sårene, da der ikke findes behandling for Chikungunya. Én af mange gode ting, der kan nævnes - udover de selvsagte som, at jeg ikke er hårdt ramt og at jeg er i paradis sammen med min dejlige familie - er, at nu hvor jeg er ramt af denne tropesygdom, har jeg erhvervede mig livslang immunitet og får den derfor aldrig igen :)

bottom of page