Spæd begejstring

Ni dage har vi nu været på den Caribiske ø, Barbados og ni dage har det taget os at vende vores søn til stranden og havet. Med rejselystne, hippie-/bohemeagtige forældre har en stor del af hans korte liv været tilbragt under sydens sol – som spæd i Tunesien, som ottemåneder gammel overvintring på Mauritius og nu som lidt over 1½ år på Barbados. På de to foregående rejser, var han en vaskeægte vandhund, så at sand på hænderne, angst for vandet, smågråd når vi nævner, at vi skal på stranden og et evindeligt ”bom” (læs: ”hjem”), når først vi er ankommet til stranden, indtræffer sig her, kom lidt bag på os. De næste godt 4½ måned kunne godt gå hen og blive hårde og trælse for sønnike, da hans forældre er rendyrkede strandbumser. Gradvist har vi forsøgt at gøre det interessant at komme på stranden for lillemanden. De sidste dage er derfor gået med at samle muslingeskaller, se verden igennem hullerne i søpindsvineskeletter og med at kaste sten i vandet – en lille soppetur i vandkanten fra mors eller fars skød, kunne det nogle dage strækkes til. Små skridt, men fremskridt, og jeg er af den overbevisning at ”enhver rejse begynder med det første spæde skridt”. I dag skete det. I dag var der gennembrud. I dag blev dagen, hvor sønnen ikke var til at drive op af vandet. Hvad der gjorde udslaget, er mig stadig uklart. Men en ting, der for al fremtid vil stå fuldstændig klart i min erindring, er billedet af det lille menneske - hans ansigtsudtryk og lyden af de spontane jubelskrig og –grin, der undslap hans smilende mund, imens han med sin runde mave, pløjede sig igennem vandet, dinglende som en fuld mand, der konstant er ved at miste herredømmet over sin gang. Et syn for guder, og et syn, der igangsatte hjerteren latter ved både mor og far. Fuldstændig frygtløs og med høje grin, gik han i rask tempo ud imod horisonten, upåvirkede af at vandhøjden steg og at han til tider fik en bølge ind i munden. At give en hjælpende hånd med, var fuldstændig uacceptabelt for den lille herre. Han ville selv! Det samme gjorde sig gældende, da vi tog ham med ud på dybt vand, med den hensigt, at han kunne svømme med vores støtte – men igen; han ville selv. Indtil vi får købt et par luffer til ham, må vi vist hellere holde os på knæhøjt vand. At være så privilegerede, at få lov at opleve et lille nyt menneskes første begejstring – her over det at bade ved stranden – er en stor fornøjelse. Intet virker mere rent og ægte.

#mindag #paradis #vinterresidens