De turkise bølger smelter ind over sandet. Efterlader en svag rislen og et par muslingeskaller inden de igen trækker sig tilbage til sit azurblå ophav. Solens stråler finder vej ind imellem tætte palmeblade, der sagte svajer i vinden, og mærkes som en lille varm plet på huden. Henover stranden fiser hudfarvede krabber imellem huller i sandet, i en fart, som flygtede de fra noget større. Graver tæerne en smule længere ned i det lune sand og mærker, at varmen fortager sig en smule og at sandet her føles fugtigt.
Ved min side ligger min kæreste med lukkede øjne og armene bag nakken. Oven på mig kravler vores søn rundt, som var jeg et andet bjerg, der skulle bestiges. Som skridsikkert underlag har han iført sig, og nu mig, sand i rigelige mængder. Når han finder en miniature konkylie eller sten, tøver han ikke med at lade mig være mundskænk, hvilket resulterer i en knasende fornemmelse imellem tænderne. Den skal også gerne lige runde mine øjne og øre, for at legen er fuldendt. Han stikker mig et kæmpe smil, vi griner sammen og han begiver sig videre på sin færd over min krop. Fuldstændig uimodståelig og helt hjertesmeltende dejlig er han. Jeg nyder hans selskab og at være den forældre, som han pt foretrækker grundet alder, imens en anden side af mig inderligt ønsker at bytte krop med min kæreste – bare for en stund, så også jeg kan ligge og blot nyde følelsen af sol på kroppen, duften og lyden fra havet, at være sandfri og kunne slappe af eller at nyde den fantastisk smukke udsigt. Jeg må hellere skynde mig at tilføje, at min kæreste på ingen måde ligger på den lade side – han tager sin del og forsøger ligeledes at ”befri” mig ind imellem, når lillemanden bliver lidt for mor-klistrende. Lige nu er det åbenbart bare en mor-periode, at vores søn er inde i og det kan han hverken gøre fra eller til. Det er virkelig sjældent, at det at være den foretrukne forældre går mig på, men til tider savner jeg blot at være mig. Jeg er næsten fuldstændig sikker på, at enhver, der er mor, kan nikke genkendende til netop dette dilemma?! Hvert fald, hvis hånden skal ligges på hjertet. At være mor er både en fuldstændig fantastisk fortryllelse og ”en forbandelse” (Det sidste er skrevet med meget store citationstegn, da der ikke skal være skyggen af tvivl om, at jeg elsker dét at være blevet mor og min søn mere end noget andet). Længe har det været således, at hvis man sagde det mindste negative om at have fået et barn, blev det set skævt til. At man ikke kan udtrykke sine følelser – positive som negative – er i min optik enormt skadeligt for et individ. Det er lidt som at bede om en smuk have, men ingen regn. Regn er ikke en dårlig ting (så længe, at der ikke er tale om kontinuerlig regn, der bare falder og falder..), uden den ville alt det smukke sygne hen. Den skal nok stoppe og til den tid vil planterne blomstre endnu smukkere end før. Når alt det er sagt, vil jeg nu tage min dejlige lille søn og kæreste i hånden og vandre imod stranden. Og herregud, lidt sand på maven og i badetøjet, har aldrig skadet.