Som tidligere nævnt, åd ventetiden sig op i lufthavnen. Dog blev der lige akkurat tid til en chai latte, mens sønnike snuppede sig en lur. En chai latte med hjertet siddende oppe i halsen – gang på gang blev et insisterende ”bing-bing-bing” akkompagneret af en alt for skarp, gennemtrængende og høj stemme, når en meddelelse fra speakeren lød. En meddelelse, der fik det til at gibbe mere i forældrene end i barnet. Støjforbandelsen slår til igen...
Det hele startede, da vores søn blev født for lidt over 1½ år siden. Siden da har der hvilet en forbandelse over os. Sådan har det i al fald føltes. For at lave et kort oprids, startede forbandelsen i den lejlighed, som vi boede i, da vi blev velsignet med vores søn. Kort efter hans fødsel, blev bygningen solgt og den nye ejer besluttede at renovere hele stedet – en proces, der ville tage over et år og som blandt andet omfattede nedrivning af vægge og komfurer, der blev smidt ud fra fjerde etage klokken syv om morgenen for derefter at lande ude foran vores soveværelsesvindue i baggården. Et larme-helvede uden lige, der var skyld i, at vores søn sov så dårligt, at jeg i min barsel måtte vandre Odense tynd for at give ham den nødvendige ro til hvile. Vi flyttede, mere eller mindre, frivilligt fra lejligheden ind i en lånelejlighed, som viste sig at være invaderet af væggelus – et insekt, jeg ikke ønsker for min værste fjende at stifte bekendtskab med – hvorfor vi igen var nødsaget til at flytte. Nogle uger boede vi på skift ved vores gæstfrie forældre, men også her var der larm i form af knirkende trægulve og en generel flyttestress begyndte så småt at plage hele den lille familie. Noget skulle gøres. Beslutningen blev at rejse væk vinteren over. Mauritius blev vores vinterresidens. Her troede vi endelig, at vi var frie for larmen, men som den eneste lejlighed i hele boligkomplekset, var vores nabolejlighed konstant beboet af larmende familier, der bl.a. snakkede ufattelig højt i telefon og huggede tun over med machete på store stenblokke under vores søns lur. Poolen var besat af larmende unger – men kun når han sov! Sådan har det været hele vejen igennem – altid larm lige når han skal sove, hverken før eller efter. Det er et generelt mønster, der går igen. Vi går på en fuldstændig øde vej. Ingen mennesker, men når vi nærmer os den eneste parkerede bil på gaden, kommer én og smækker med bildørene. Eller i kolo, hvor hækkene altid skal klippes, eller folk skal råbe til hinanden over hækken, lige når han sover. Larmen mærker vi fysisk og resulterer ofte i, at vi med skuldrene oppe om ørene, stive af skræk ikke tør trække vejret før faren er ovre. Nu er vi på Barbados. Bor det hyggeligste lille sted, der umiddelbart virkede stille og roligt. Det skulle bare vise sig ikke at være sandheden. Her synger cikaderne ekstremt højt. Så højt, at det skærer i ørerne. Vi har begge rejst en masse, men aldrig har cikader sunget så insisterende, som de gør det her. Kirken, der ligger på den modsatte side af gaden, slår hver halve time; men ikke nok med det – klokken seks om morgenen bimler den en hel melodi efter at have slået sine seks slag. Lyden er så høj, at det føles som var klokkeren inde på badeværelset. Udover det, har stedet tre eminente vagthunde, der synger i kor med gadens andre hunde hele natten igennem og overboerne tramper godt til i løbet af aftenen og tidligt om morgenen. Det føles lidt som om, at vores lille oase om natten forvandles til et støj-torturkammer. Mon vi har lagt os ud med Karma og derved fået denne larmeforbandelse retur?! Måske vi slet ikke er forbandet – måske en super sensitiv hørelse blot er en del af den samlede forældre-pakke, ligesom skuldre af sten i orangutangposition, rande under øjnene, grå hår og en kvalmende træthed, er det?! Heldigvis indeholder denne omtalte forældre-pakke også fantastiske ting, som et hjerte, der er åbent for mere kærlighed end jeg troede muligt, livsglæde og ydmyghed over, at få det privilegie det er, at se et lille nyt menneske blive dannet og vokse op. Og heldigvis er min kæreste og jeg udstyret med en vis portion humor, der gør, at vi ikke tager tingene så tungt, men formår at se det sjove i situationen. En situation, der forøvrigt, på ingen måde havde gået os på før vi fik vores søn. Vi føler os enormt priviligerede over det liv, som vi fører og taknemmelige over, at have muligheden for at tilbringe knap et halvt år her i paradis. Så med skuldrene oppe om ørene og stive af skræk, men med et smil på læben, vil vi nu nyde vores frokost imens sønnike sover, ejeren af stedet bygger et hus og gartneren ordner haven (han fejer endda klods op og ned af klapvognen og inde på vores private terrasseområde!).