At være omstillingsparat er i mine øjne, at have modtaget en sand gave. Dagen imorgen – ja, endda de næste minutter – er af uvis karakter og derfor ser jeg det som værende absolut essentielt som menneske, at kunne møde den med, hvad end den bringer. Den egenskab har vores søn i sandhed fået med sig i ”dåbsgave”. Nysgerrig og med mod på livet, stoler han på os og springer ud i nye oplevelser. Det er en sand fornøjelse at rejse med barn i vores tilfælde. Turen gik ud over al forventning – og det selvom vi har et barn, der ikke er sønderligt interesseret i at se det overflod af tegnefilm, der er til rådighed. Når man rejser med et barn, æder ventetiden i lufthavnen sig selv op, smutveje bliver åbnet for én og hvis man blot lader sig føre med strømmen, går det hele forholdsvis let. Trods lange og seje timer i flyet med fyldt blære og sovende baller, arme og ben, fordi sønnen sover på én, er alt forløbet glat og vi er nu endelig fremme i vores rette element.
Solen brager ned fra en blå himmel, leger med azurblåt vand og efterlader diamanter. Palmeblade hvisler ved kærtegn af en lun brise. Blomster, fugle, insekter – farverne, duftende, lydende pirrer mine sanser; får mig til at være. Nærvær, tilstedeværelse, ro. Her lever jeg lidt mere.
”The Jamoon”, stedet vi har booket er småt og oser af hygge og skod - lige som vi foretrækker det. Selv vores søn opfører sig som havde han opholdt sig her hele sit lillebitte, korte liv. Han løber rundt med bar mave, kalder på hunden ”Moål” (Marley, efter Bob Marley) og sveder så det løber uden at komme med andet end store smil over det. De lidt forfaldne rammer og små rum, giver en dejlig hjemlig følelse og er nok i stor grad medskyldig i hans/vores umiddelbare tryghed ved stedet. Igen; at rejse med barn, er en sand fornøjelse, når blot man har skabt en rendyrket rejsemaskine. (Desværre var denne maskine ikke indstillet efter tidsforskellen, så klokken halv tre i nat, var han frisk og klar på at gribe endnu en dag. Længe leve jetlag og godnat herfra!)