Den 22. marts oprandt og det var dagen, hvor vandet blev tændt i den kolonihaveforeningen, hvor vi havde købt os til drømmehuset (læs: "Det hus, der gør drømmen til virkelighed"). Imens huset blev tømt for møbler, malet og repareret, havde vi ikke haft vand til rådighed, trods de tre haner i haven, vasken i køkkenet og på badeværelset. Lettere spændte tændte vi for hovedhanen i huset og oplevede nu for første gang rindende vand i huset - sikke da en dejlig ting, at kunne tage et glas vand fra hanen eller vaske sine maler-hænder. Og man skulle ikke engang vente på, at vandet blev en drikbar temperatur - iskoldt var det, uanset hvilken hane, der ble drejet. Skønt! Hanen til bruseren blev ligeledes afprøvet, men ikke så meget som en dråbe kom ud af brusehovedet. Med en lille desperation i ærmet, ledte vi efter endnu en hane i håb om at finde og erfare, at der var en separat hane til badet. Hanen var ikke-eksisterende og småfortvivlede ringede vi til den forrige ejer af huset, for at få den melding, at man skulle koble en slange fra hanen i haven til bruseren indenfor. Et solidt brombærkrat var medskyldig i, at vi ikke prioriterede at få dette ordnet som det første, så da vi d. 11. maj flyttede ind i huset, tog vi alternative midler i brug. En stor suppegryde blev sat på gaskomfuret og vores søns babybadekar fyldt, da vandet havde kogt. På de kolde køkkenklinker gik det nu på tur at komme i bad. For vores søn var det ren lykke, for mig en smule beklemt, men min kæreste var uden tvivl den af os, der var mest fortvivlet. Badekaret var så småt, at han kun kunne sætte på hug og med en arm, tæt presset ind imod siden af kroppen, kunne han lige akkurat svinge underarmen op på brystet og presse vand ud på brystkassen med en svamp. Et syn, der var til stor morskab for mig :)
Nu, her godt et halvt år senere, er brombærkrattet tættere end nogensinde, bruseren stadig ubrugt og at bade på denne måde, blevet en del af vores liv. Dog er babybadekaret blevet skiftet ud til en stor bed-roller, som min kæreste nu nyder at tage karbad i - nogle dage endda med en god bog.
Det er, langt fra alle, der er så heldige at være i karbad hver dag. Og er der noget, vi har lært imens vi har boet i kolo, så er det, at alt er et spørgsmål om vanens kræft, om at sætte pris på, hvad man har og ikke blot tage tingene for givet. Én lektie, jeg er taknemmelig over nu at have stiftet endnu tættere bekendtskab med.