Starten på det søde liv

Disen lå tyk og grå over fjorden denne søndag morgen. Livet i vinterhi på Mauritius var nu afløst af en virkelighed af noget anden kaliber. Mango, ananas og lichi var nu erstattet af havregryn med mælk, og min kæreste havde til udsigt snart at starte i arbejde igen. Solens sødme og opholdets mulighed for selvrealisering og fordybelse i hengemte glæder som fx at skrive, havde efterladt en længsel efter mere af samme skuffe. Al vores vågne tid blev nu erobret af tanken omkring, hvordan et liv i paradis kunne være muligt for os. Da var det at en gammel tanke atter blev vagt til live, og inden vi vidste af det, var computeren åbnet og en række med kolonihavehuse, der var til salg, prydede skærmen. Husene var for små til en familie på tre, priserne for høje i forhold til standen, men efter at have kigget lidt, sprang ét lille hus os i øjnene. Billedet var trist, huset afskallet og haven portrætterede et typisk efterårsmaleri med nøgne træer og fygende blade. Alligevel var der noget, som tiltalte os og fangede vores interesse. Beskrivelsen af huset var kort, men det fremgik at huset havde både bad, toilet, køkken og prisen var i bund, da ejeren skulle af med det hurtigt. Min kæreste ringede med det samme og fik den besked, at to andre par skulle kigge på det samme dag og vi skyndte os derud som de første. Vi kom før ejeren og ved blot at kigge ind af vinduerne, var vi solgt. Huset var af sydlandsk karakter og havde klinkegulve (de knirkende trægulve i det lånte sommerhus, som vækkede vores søn gang på gang, havde efterladt et solidt savn af netop dette fra huset i Mauritius!), var hyggeligt og charmerende og før vi vidste af det var det vores. Med tilrøgede møbler, bogreoler med falmede, mugbidte bøger, skabe fyldt med fordærvede dyner og toiletskab med shavere og sager.. Men det var vores. Vores første rigtige hjem som familie :)

#etlivikolosusogdus