Igår blev jeg, endnu engang, konfronteret med, at jeg muligvis er en smule old school og ikke helt følger de moderne toner..
Med en knirkende barnevogn kørte jeg ind i FONA for at købe mig en mobiltelefon. Jeg viste ekspedienten min nuværende (som har besluttet at svigte mig) og spurgte om de havde noget i stil med. Hun hev hurtigt én frem og sagde, at de havde den her “festivaltelefon”. En sag med trykknapper og ingen specielle funktioner - lige én for mig, fortalte jeg hende. Den er smart, fordi man jo så ikke mister sin rigtige telefon, men blot denne, hvis man fx er til festival, blev hun ved, og til det sagde jeg blot, at for mig var det bare min kommende hverdags telefon. Helt skeptisk stoppede hun op og kiggede på mig. Man kan kun ringe og skrive fra den, blev hendes næste kommentar og min respons blev “perfekt”. Den kan ikke tage billeder. Igen, “det er perfekt – den kan hvad en telefon skal kunne”. Men den kan ikke andet end at skrive og ringe… Sådan fortsatte samtalen lidt, imens jeg undrende hev mit dankort op af pungen og betalte min nye telefon uden end at have skænket den et blik.
I stigende grad oplever jeg, hvordan nærvær til ens medmennesker erstattes med en falsk kontakt igennem medierne, ser folk forgabt i deres mobil og ikke kæresten over en romantisk middag, eller snakker fraværende med deres barn, der hungrende efter tilstedeværelse står og kigger op på deres forældre med store øjne, mens opmærksomheden går til den lille skærm i hånden. Eksemplerne er talrige og bybilledet prydes af folk bag en skærm – de synes aldrig rigtig at være helt til stede i den virkelige verden.
Og er der ét sted, som jeg virkelig ønsker at lægge fokus, er det i den virkelige verden – det er livets legeplads, fyldt med muligheder for hygge, kærlighed og nærvær.
Min nye telefon, kommer hvert fald ikke til at bidrage til, at jeg bliver faretruende fraværende. Den kan jo kun ringe og skrive :)