top of page

Tid til vinterhi

2004-317-1-m.jpg

På de solrige oktoberdage, som heldigvis oftest pryder kalenderen, er det fortsat super godt at bo i det lille “legehus”, som vi kalder vores kolonihavehus. Men på de mindre gode dage, hvor blæsten rusker de lettere tomme æbletræer og regnen står ned i stænger, mærkes den knapt så gode isolation i huset og manglen på en overdækket terrasse eller andet i samme dur, hvorunder vores søn kan sove lur i barnevognen. Vi joker tit med, at det er lidt som at bo i en papkasse – til tider mærker vi vinden, der smyger sig ind imellem sprækker og småutætheder – eller som at sove i telt, hvor dynen er fugtig af dug, når man vågner om morgenen.

Men alt det, havde vi allerede tænkt ind, da vi flyttede ind – det var en del af den store plan. Aldrig har det været vores hensigt at overvintre her, og husets småringe stand (hvis man sammenligner med normale parcelhuse osv.), må vel ses som en del af charmen ved det frie liv :)

Planen er derfor den, at om godt tre uger bliver huset låst af for vinteren, el/internet/fitness afmeldt og vi stryger afsted til de varme himmelstrøg for at overvintre. I år går turen til den caribiske ø Barbados.

Nu er der kun tilbage at få set så meget til de dejlige mennesker, som vi desværre må undvære for at udleve drømmen, og ellers bare glæde os til godt fem måneder i paradis, hvor tiden til selvforkælelse, selvrealisering og maksimal hygge er vores :)

Tips

- Vi booker altid kun billetter, når vi rejser. På den måde kan man se, hvor det er billigt at rejse hen og lade skæbnen komme en smule i spil, hvilket vi godt kan lide :) Tjek fx www.momondo.dk

- Sygdomme, vacinationsforslag osv. for pågældende land, er at finde på www.ssi.dk (Statens Serums institut) og www.um.dk (Udenrigsministeriet)

- Bolig for de første par overnatninger er vi begyndt at booke hjemmefra siden vi fik vores søn. Et godt sted er siden www.airbnb.com (dog driller den ind imellem, når man skal i kontakt med de pågældende steder).

- For bolig under hele opholdet kan man ligeledes bruge ovenstående side eller fx benytte sig af lokale aviser, ejendomsmæglere eller opslag (som oftest er i hobetal) i supermarkeder, på private huse og lignende, når man ankommer til destinationen.

bottom of page